Du passer dit arbejde, men oplever måske en voksende, nærmest kropslig modstand mod at jagte den næste deadline. Du er stadig noget for andre, du holder aftalerne, du gør, hvad du kan for at være effektiv og få hverdagen til at hænge sammen, men prisen føles kontinuerligt højere, når det er på bekostning af dine egne behov. Søvnmangel rammer hårdere. For mange aftaler på én uge kan mærkes i kroppen som uro, ømhed i kroppen og modstand. Du bliver hurtigere fyldt, hurtigere træt, sensitiv over for støj, mere følsom over for oplevet urimelighed eller situationer, der før bare prellede af eller gled forbi. Det kan være fristende at tænke, at du er blevet mindre robust, men måske er det relevant at spørge, om kroppen ganske enkelt er blevet mindre villig til at kompensere.

Det sker samtidig med, at mange kvinder befinder sig i peri- eller overgangsalderen, hvor østrogen og progesteron ikke bare falder jævnt, men kan svinge betydeligt over flere år. De hormonelle forandringer påvirker hele kroppen – blandt andet søvn, temperaturregulering, humør, bindevæv og led, kognition og en række processer i nervesystemet. Derfor giver det også mening, at den samme hverdag kan opleves anderledes fra dag til dag i denne livsfase, og dit filter bliver finere i denne periode. Det betyder selvfølgelig ikke, at alt kan forklares med hormoner, men kroppen ændrer betingelserne. Og når betingelserne ændrer sig, kan det liv, man før kunne presse sig igennem, pludselig mærkes på en helt anden måde.

Samtidig lever vi i en kultur, som næsten konstant kalder på vores opmærksomhed. Vi får mails, beskeder, notifikationer, opgaver, nyheder, og hjernen belønnes igennem dagen af konstante dopaminkicks. Det er blevet almindeligt at skifte mellem mange forskellige stimuli uden ret mange hjernepauser, og det er vores hjerner, der ikke har ændret sig markant siden stenalderen, slet ikke designet til.

Dopamin er helt afgørende for blandt andet motivation, læring, opmærksomhed og hjernens belønningssystem. Problemet er ikke dopamin i sig selv. Det er snarere, at vi har bygget en livsform, hvor belønnings- og opmærksomhedssystemerne hele tiden bliver aktiveret. Forskningen viser, at stress og dopamin påvirker hinanden, og at langvarig belastning kan ændre, hvordan disse systemer fungerer. Vi lever i en kultur med meget lidt restitution, og det påvirker særligt mange kvinders biologi, som i endnu højere grad end mænds er bundet op på regulering igennem oxytocin.

Oxytocin kaldes ofte “kærlighedshormonet”, og oxytocin indgår og aktiveres blandt andet i sociale relationer, tilknytning, berøring, fødsel, amning, tid i naturen – generel regulering af stress. I et kendt humanstudie fandt forskere, at social støtte kombineret med oxytocin var forbundet med en lavere kortisolrespons ved psykisk stress. Hvor mandekroppen ofte reguleres og næres gennem præstation, kontrol og disciplin, reguleres kvindekroppens nervesystem oftere via tryghed, relationer, berøring, nærhed, søvn og pauser – dermed har kvindekroppen særligt dårlige betingelser for regulering alene på grund af den måde og hastighed, vores liv leves på i dag.

Det bliver for mange tydeligt i overgangsalderen, fordi symptombyrden ser ud til at hænge sammen med mere end hormonniveauer alene. Studier har fundet sammenhænge mellem oplevet stress og flere eller kraftigere menopausale symptomer, og et nyere studie blandt arbejdende kvinder fandt, at højere arbejdsbelastning og job strain var forbundet med en større risiko for senere at udvikle alvorligere menopausale symptomer, mens større kontrol over arbejdet var forbundet med lavere risiko. Det er vigtigt at sige præcist, hvad sådan forskning ikke betyder. Den viser ikke, at stress skaber overgangsalderen, og den viser ikke, at man kan tænke eller hvile sig ud af symptomer. Men den understøtter noget langt mere interessant: overgangsalderen udspiller sig i et helt menneske og midt i et helt liv. Hormonerne eksisterer ikke adskilt fra søvn, relationer, arbejde, økonomi, belastning og den måde, vi lever på. Kilder: https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20630359/ og https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/42608191/

Vi har i lang tid været gode til at fortælle kvinder, hvordan de kan optimere sig. Sov bedre. Træn mere. Spis rigtigt, vær effektiv, vær ambitiøs, hold dig stærk og ungdommelig, vær nærværende med børnene, pas relationerne, pas karrieren, se godt ud. Selv restitution bliver let til endnu et projekt, der skal optimeres. Måske er det værd at stille et andet spørgsmål i stedet:

Hvad hvis kroppen ikke først og fremmest mangler en ny strategi, men mere plads, selvomsorg og accept? Mere søvn. Mere ro. Mere natur. Flere mennesker, man faktisk kan slappe af sammen med. Mere bevægelse, der føles godt, og mindre bevægelse, fordi vi ikke føler os gode nok. Mere berøring, mere stilhed, flere perioder, hvor ingenting skal måles eller føre til noget.

Medicinsk er årene omkring overgangsalderen en biologisk overgang, og betydelige symptomer skal ikke romantiseres eller bare accepteres som noget, man skal “lytte sig igennem”. Men ved siden af den medicinske forståelse kan der godt eksistere et andet perspektiv. At overgangsalderen også kan være en form for initiering. Det, der først føles som mindre kapacitet, måske også er begyndelsen på større præcision.

Måske skal vi overveje, om målet er at vende tilbage til den version af os selv, vi var før. Til den samme energi, det samme tempo, den samme tolerance over for at møde urealistiske forventninger og urimelige krav. Måske ligger der også noget værdifuldt i at lade kroppen definere nye betingelser – Dine betingelser for resten af DIT liv.

Måske handler overgangsalderen ikke kun om, hvad der forsvinder.

Måske handler den også om, hvad der ikke længere kan fortsætte.